Til pårørende

Pårørende kan være familie, men det kan også være en ven, kollega eller nabo. Hvis du kender en, der er voldsudsat, eller du har mistanke, er du velkommen til at ringe til os og få råd og vejledning til en given situation. Personalet vil kunne besvare dine spørgsmål og guide dig.

Som pårørende er den bedste måde at hjælpe på at være tydelig og sætte ord på din bekymring. At tale om vold er ofte tabubelagt og forbundet med berøringsangst. Det kan være svært for andre, der ikke har oplevet vold at forstå, hvorfor det er svært at bryde ud af volden. Den bedste hjælp er derfor at stille dig til rådighed med et lyttende øre og ikke være bange for at spørge ind. Det er dog vigtigt, at det bliver gjort nænsomt og uden fordømmelse.

Ofte sker der det, at personen, der er udsat for vold, isolerer sig mere og mere fra sit netværk. Under opholdet på krisecenteret vil vi hjælpe personen med at genopbygge et netværk, da vi ved, det er vigtigt for ikke at vende tilbage til volden eller ende i et nyt voldeligt forhold.

Hvis du har mistanke om eller kendskab til børn, som vokser op i en familie, hvor der er vold, er det din pligt at underrette myndighederne. Det er skadeligt for børn at vokse op med vold – også selvom barnet ikke selv udsættes for den direkte vold. Hvis barnet overværer vold mellem forældrene, vil der være tale om psykisk vold. Ved at underrette kommunen, kan barnet og den voldsudsatte kvinde få den nødvendige hjælp.

Vi står altid til rådighed for rådgivning og vejledning. Vi har døgnåbent, og du kan altid træffe os på telefon 3027 4545, hvis du har brug for os.

Derudover har Lev Uden Vold også en døgnåbent landsdækkende hotline, hvor du kan ringe for rådgivning på telefonnummer 1888. Derudover har de en chat, hvor du kan skrive anonymt.

Stjernely Krisecenter ophold
Stjernely Krisecenter

Om huset

Stjernely Krisecenter har plads til syv beboere og eventuelt medfølgende børn.

Det er også muligt at have mindre husdyr med, da det kan være svært at forlade hjemmet uden. Husdyret skal være på værelset og er ens eget ansvar. Vi vil vurdere ved henvendelse, om det er muligt at have et husdyr med. 

Stjernely Krisecenter er beliggende centralt i Hvalsø i gåafstand fra Hvalsø Station, indkøbsmuligheder, skole og daginstitutioner.

Forlad hjemmesiden